Uopmærksomhed III

Jeg spekulerer stadig over det med uopmærksomhed og bevidstløshed. I et andet interview, denne gang med Karl Ove Knausgård, finder jeg flere eksempler.

Han fortæller bl.a. at forældrerollen i vore dage konstant kræver opmærksomhed. Han ofrer dog ikke selv alt for sine børn. Han vil have plads til at være sig selv, og få plads til han brænder for. Han vil være tilpas fraværende, så børnene opbygger en hvis selvstændighed. Er det man skal? Skrabe lidt tid ud til selv sig, og derved give børnene plads til det samme?

Jeg synes det er en spændende tanke: ’tilpas nærværende’. At lade børnene vide at man er dér, og så overlade dem til sig selv. I virkeligheden er det vel dét vore dages børn har brug for? Måske er vi så optagede af at være nærværende, at vi klemmer og glemmer barnet, og ikke overlader det sig selv, hvor det kan udvikle sin egen selvforståelse.

Jeg kan godt tilslutte mig tanken om, at vi moderne forældre har bevæget os lidt for langt væk fra tidligere tiders idealer. I forsøget på at skabe nærvær og oplevelser for barnet, at indrette vores liv på børnenes præmisser, har vi måske glemt deres egentlige behov: at vokse op og blive selvstændige og kompetente individer. Hvis vi konstant opfylder deres umiddelbare behov, så bliver de nok aldrig dét.

Selvfølgelig skaber det tvivl. Jeg tænker, om de ovenstående tanker blot kan være en dårlig undskyldning for ikke straks at smide alt mit eget og kaste mig ned på gulvet for at være en 100% nærværende og moderne far? Jeg tror at tanker som disse hjælper mig til at være bevidst om hvordan jeg kan og vil være en far.

Knausgård selv ved at han er excentrisk…. man er vel forfatter.. og kan fx ikke huske sine børns fødselsdage. Dem husker jeg (mine egne børns altså).

Min hensigtserklæring for i dag: Jeg vil være bevidst om mine børn, deres behov, deres særheder og deres styrker. Jeg vil ikke være god til at være kontant nærværende, jeg vil ikke kunne bruge timer nede på gulvet i leg og vil indimellem blive vred, men i reglen udvise tålmodighed.