Denne blog handler om det at være far... men ikke om hvor fantastisk mit nyfødte barn er, hvor ulideligt lykkelig den lille familie er eller hvor meget mere mening det giver mig at være far...
I stedet skal der her være plads til alt det grimme jeg også oplever ved at blive far... eller faktisk ved at blive far igen. Det er jeg blevet tre gange indtil nu.
Og det grimme? Det er oplevelsen af ikke at føle en øjeblikkelig og altopslugende kærlighed til mit nyfødte barn. Ikke at synes at mit spædbarn er den mest fantastiske skabning på Jorden, men i stedet kun at have blik for alt besværet. Det er grimt at være jaloux på sit barn, at savne dets mor noget så frygteligt, savne at have hende for mig selv. Og det er forfærdelig grimt at gribe sig selv i at tænke på hvordan det ville være, hvis barnet ikke var der.
Og alligevel, jeg er ikke i tvivl om at jeg en dag kommer til at holde af mit nyeste barn. Ligesom som jeg holder af og elsker mine ældre børn. Men det kommer bare ikke af sig selv, sådan som den moderne fortælling om den moderne far ellers siger.
Indtil jeg endelig lever op til forestillingen om den rigtige far, den moderne far, ham der knuselsker sine børn lige fra den dag de fødes. Lige indtil den dag har jeg svært ved ikke at føle mig som en fiasko, og i stedet føle mig som fejlcastet i fortællingen om den gode far. Og svært ved ikke at føle dårlig samvittighed over at jeg ikke bare kan gøre det rigtige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar