Indsigt

Det må være rimeligt at spørge: Hvorfor få børn, når jeg ikke kan lide det?

Sagen er at jeg ret faktisk holder meget af børn. Dvs. børn, der er store nok. Så store at de kan tale, fjolle, fortælle, lytte, lave fantasier, opfinde nye verdener, opdigte historier...

Måske vil jeg bare gerne kunne spejle mig i barnet, og ikke blot stirre ind i et par uudgrundelige fjerne øjne, som hverken rummer spørgsmål eller svar? Øjne jeg ikke kan se mennesket indeni?

Større børn kan drømme, de kan ønske, de kan fortælle om det, de kan lukke én ind i deres drømme og tanker. Ligesom voksne kan. De er mennesker, ikke færdige mennesker, men godt på vej. Jeg kan kende mig selv i dem. De er ikke blot potentielle mennesker.

Eller føler jeg mig blot udenfor, fordi jeg ikke kan knytte mig følelsesmæssigt til et spædbarn?