Opmærksomhed og vrede

Jeg er ikke helt færdig med Knausgård.

Han kommer i interviewet også ind på vreden.

Da jeg har ikke selv læst Knausgårds værk ’Min kamp’, så jeg er afhængig af andres uddrag og resuméer. Men én del handler om Knausgårds forhold til sin egen far. Og især én ting fanger mig: beskrivelsen af den skræmte søns opmærksomhed på at undgå sin fars vilkårlige og uberegnelige vrede. En vrede der beskrives som en tyrannisk måde at forvalte sin magt som patriark på. Jeg spørger: måske snarere sin afmagt? Noget Knausgård selv kan føle når han bruger sin egen vrede mod børnene, og har haft svært ved at tøjle et temperament, der minder om hans fars. Og hvor har jeg selv været lige dér. Mange gange. Midt på entrégulvet, sammen med børn, der havde travlt med alt andet end at tage tøj på og komme ud af døren. Lige dér får afmagten mig til at eksplodere i raseri og råb.

Knausgård mener, at der mangler en klar forståelse af og åbenhed for, at man kan nære negative følelser over for sine egne børn. Og tak for det. Dér har jeg så sandelig også været adskillige gange. For så bagefter, at være efterladt med dyb samvittighedsnag, uden anden mulighed end at kigge sine børn i øjnene og sige undskyld. For hvordan kan jeg sende dem ud i verden på egen hånd båret af min vrede? Som Knausgård beskriver, må man acceptere sine egne fejl, og være i stand til at se sig selv som uperfekt. Alt andet vil være uudholdeligt. Jeg vil tilføje: Og være i stand til at undskylde, når man åbenlyst har handlet ubesindigt.

Så er vi tilbage ved det bevidste. Bevidsthed om egne fejl og begrænsninger. Bevidsthed om sin egen baggrund. Og bevidsthed om hvem og hvor man gerne vil være. Og at mine børn aldrig skal behøve at være opmærksomme på min vrede.