Uopmærksomhed II

Hvad er uopmærksomhed? Mit forrige indlæg fik mig til at tænke over det. For hvad er værre end at være uopmærksom som forældre?

Er det når jeg aldrig ser mit barn, eller blot det at jeg ikke ser på mit barn lige i dette øjeblik? Er det uopmærksomt, hvis jeg mest af alt har lyst sidde med mit eget, og ikke lige gider ofre min fulde opmærksomhed på det barn, der insisterende, på den meget højrystede måde, kræver min umiddelbare og altopslugende opmærksomhed i lige dette øjeblik.

Hvis jeg bruger al min tid på at skubbe mit barn i den retning, jeg synes det skal, og glemmer at lytte til dets behov og ønsker. Er det uopmærksomhed? Curlingforældre? Er de uopmærksomme på den meget opmærksomme måde? Er jeg uopmærksom hvis jeg overlader det til barnet selv, at finde ud af det? Skal jeg se barnet som det er, og anerkende lige præcis dets særkender for virkelig at være opmærksom?

Følger opmærksomhed nærvær? Er det muligt at være uopmærksom selvom man er nærværende? Mange spørgsmål. Men de trænger sig på, efter at jeg har læst Informations interview med Morten Albæk. Det virker som om hans oplevelse har været, at faren har haft ham gennem en hærdningsproces, hvor sønnen skulle vinde farens anerkendelse. Skal opvæksten har været en dannelsesproces, hvor barnet skal gøre sig fortjent til farens opmærksomhed for at barnet kan få succes i sit voksenliv? Morten Albæk har i hvert fald fået succes. Men vil denne opdragelsesmetode ikke også efterlade utallige brudte psyker hos børn, der aldrig fik oplevelsen af at vinde deres fars anerkendelse?

Svaret ligger måske ikke i hvorvidt man er opmærksom eller ej, men måske snarere i om man er bevidst eller ej. Dvs. bevidst om hvordan man er far, hvordan man påvirker sit barn, hvem éns barn er, hvilken slags person, man gerne vil gøre sit barn til osv. osv.

Jeg kan måske ikke give mit barn fuldt nærvær og opmærksomhed her og nu, men jeg kan lære det at kende, anerkende dets væsen og give det de ting med sig, som jeg synes er væsentlige. Og hvis barnet smider dem væk, ja så er det ikke barnets skyld. Derimod skal jeg ikke bevidstløs følge og tilfredsstille barnets umiddelbare behov, men i stedet være bevidst om vise barnet hvilke rammer det har, og se barnet som det ér.

Det er min opgave at vise mit barn nye veje og alternativer. Jeg skal ikke være bevidstløs. Bevidstløshed må være værre end uopmærksomhed.