Erindring

Jeg elsker mine børn. Det ved jeg. Dvs. jeg ved at jeg ubetinget elsker mine store børn. Dvs. den yngste er det lidt mere ambivalent med. Dvs. jeg kommer til, ubetinget, at elske mit yngste barn....Dvs. jeg håber at det er sandt. For lige nu kan jeg ikke ubetinget garantere det...

... Eller, jo? Jeg har jo oplevet det før.

Var det ikke sådan med de store børn? Var det ikke også en voksende kærlighed, der ikke begyndte som ubetinget kærlighed fra fødslen? Var det ikke noget, der langsomt tog fat og stille og roligt fyldte mig, i takt med at jeg genkendte noget i dem? Jeg lærte at elske dem mens jeg talte med dem, oplevede sammen med dem og skabte noget sammen med dem.

Jeg vil gerne kunne garantere at jeg kommer til, ubetinget, at elske mit nyeste barn. Jeg har jo gjort det før. Jeg ved bare også at det ikke kommer af sig selv bare fordi jeg har fået et nyt barn i favnen. .... Husk, sidst tog det jo flere år.

Den erindring giver plads til tvivlen. For kan jeg garantere at det går ligesom sidst? Løber jeg i stedet sur i et mønster, hvor jeg aldrig vil komme til at elske den yngste? Vil jeg miste nærheden med den yngstes mor? Vil jeg ødelægge noget inde i mig selv fordi jeg tror at jeg fejler?

Indtil videre finder jeg ro i erindringen om at jeg har oplevet det før.