Nye oplevelser - denne gang ved spisebordet

Det yngste barn bryder sig ikke om at spise. Eller, det passer jo ikke helt. Normalt spises der igennem. Men nogen gange gider det yngste barn ikke at spise. Nogen gange bruges spisevægring som et trick til skabe ravage, til at samle al fokus i familien på sig selv, og til at bøje alle regler og få det som han vil ha' det. Det synes jeg. Og jeg hader det.

I virkeligheden er det selvfølgelig ikke sådan det er. Det er et helt ordinært og fuldkomment normalt forløb i ethvert barns opvækst.

Hvor meget jeg end ikke bryder mig om det, så er måltidet blevet en kampplads. Vi de voksne insisterer på civilisation og regler, mens barnet vil have anarki og opfyldelse af primitivt begær og lystopfyldelse.

Jeg ved det godt. Det er naturligt. Men alligevel: Jeg hader det! Og jeg kan knapt rumme det! Hvorfor kan en baby ikke bare forstå hvordan reglerne i vores hjem er?

Hvorfor kan jeg ikke bare være den voksne, og acceptere børns natur? Være den tålmodige og rummelige? For fanden! Det tager jo tid for alle børn!

Og det tager åbenbart meget lang tid for mig at lære det.